Bopælsforælderen kan som udgangspunkt ikke bare nægte samvær mellem barnet og den anden forælder. Efter forældreansvarsloven er udgangspunktet, at barnet har ret til samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos.

Det betyder dog ikke, at samvær altid skal gennemføres for enhver pris. Hvis der er alvorlig bekymring for barnets sikkerhed eller trivsel, kan det være nødvendigt at reagere. Men udgangspunktet er, at bopælsforælderen ikke på egen hånd bør stoppe eller ændre en aftalt eller fastsat samværsordning uden en tungtvejende grund.

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, om bopælsforælderen ønsker at nægte samvær. Det afgørende er, om samvær er bedst for barnet, og om der er et reelt grundlag for at begrænse eller stoppe samværet.

Barnets ret til samvær

Reglerne om samvær bygger på, at barnet som udgangspunkt har ret til kontakt med begge forældre. Det følger af forældreansvarslovens § 19:

“§ 19. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.

Stk. 2. Forældrene har et fælles ansvar for, at barnet har samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos, og for transporten af barnet i forbindelse med samvær.

Stk. 3. Den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, kan anmode om samvær.

Bestemmelsen betyder, at samvær først og fremmest er barnets ret. Bopælsforælderen kan derfor ikke nægte samvær alene, fordi samarbejdet er dårligt, fordi forældrene er uenige, eller fordi bopælsforælderen ikke bryder sig om den anden forælder.

Samtidig har begge forældre et ansvar for, at samværet fungerer. Bopælsforælderen skal som udgangspunkt medvirke til, at barnet kan have kontakt med samværsforælderen. Samværsforælderen skal omvendt tage ansvar for barnet under samværet og møde stabilt op.

Barnets bedste kommer først

Selvom barnet har ret til samvær, er barnets bedste altid det vigtigste hensyn. Det følger af forældreansvarslovens § 1:

“§ 1. I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.”

Det følger også af forældreansvarslovens § 4:

“§ 4. Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.”

Det betyder, at samvær kan begrænses eller ændres, hvis det ikke er bedst for barnet. Men det bør som udgangspunkt ske gennem Familieretshuset eller familieretten og ikke ved, at bopælsforælderen ensidigt stopper samværet.

Forældreansvarsvejledningen beskriver i pkt. 5 om samvær, at udgangspunktet er barnets ret til samvær, men at vurderingen altid skal ske ud fra barnets perspektiv:

“Den grundlæggende bestemmelse om samvær findes i § 19 i forældreansvarsloven. Det fremgår heraf, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Det fremgår videre, at forældrene har et fælles ansvar for, at barnet har samvær, herunder for transporten i forbindelse med samvær.”

Det betyder, at både barnets ret til kontakt og barnets behov for beskyttelse skal indgå i vurderingen.

Hvornår må bopælsforælderen ikke nægte samvær?

Bopælsforælderen må som udgangspunkt ikke nægte samvær, hvis der ikke er en reel og saglig grund til det. Almindelig irritation, dårlig kommunikation eller uenighed mellem forældrene er normalt ikke nok.

Bopælsforælderen bør derfor ikke nægte samvær alene fordi:

• den anden forælder har en ny kæreste
• forældrene er uenige om opdragelse
• barnet bliver ked af det ved aflevering
• den anden forælder tidligere har været forsinket
• bopælsforælderen ikke kan lide den anden forælders familie
• forældrene skændes om økonomi
• bopælsforælderen mener, at samværet er upraktisk
• barnet siger nej, uden at der er undersøgt hvorfor

Det betyder ikke, at sådanne forhold er ligegyldige. De kan have betydning, hvis de påvirker barnet. Men de giver normalt ikke bopælsforælderen ret til på egen hånd at stoppe samværet.

Hvis der er problemer med samværet, bør bopælsforælderen i stedet forsøge at få dem løst gennem dialog, rådgivning eller en sag i Familieretshuset.

Hvornår kan der være grund til at reagere?

Der kan være situationer, hvor bopælsforælderen har en reel bekymring for barnet. I sådanne tilfælde bør bopælsforælderen reagere hurtigt og ansvarligt.

Det kan for eksempel være, hvis der er bekymring for:

• vold eller trusler
• seksuelle overgreb
• alvorligt misbrug
• psykisk ustabilitet
• alvorlig omsorgssvigt
• at barnet ikke bliver passet forsvarligt
• at barnet bliver udsat for stærkt pres
• risiko for bortførelse
• at barnet kommer hjem med tegn på skade eller voldsom mistrivsel

I sådanne situationer er det vigtigt at søge hjælp. Det kan være nødvendigt at kontakte Familieretshuset, kommunen, politiet eller få juridisk rådgivning, afhængigt af hvor alvorlig situationen er.

Hvis der er akut fare for barnet, skal barnets sikkerhed naturligvis komme først. Men hvis der ikke er akut fare, bør bopælsforælderen som udgangspunkt søge en ændring af samværet i stedet for blot at stoppe det.

Kan samvær stoppes midlertidigt?

I nogle sager kan der være behov for en midlertidig afgørelse, mens sagen behandles. Det kan være relevant, hvis der er opstået en akut eller alvorlig konflikt, eller hvis der er behov for hurtigt at tage stilling til barnets kontakt med den anden forælder.

Reglen om midlertidigt samvær findes i forældreansvarslovens § 29:

“§ 29. Under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt kan den myndighed, der behandler sagen, efter anmodning træffe afgørelse om midlertidigt samvær eller anden kontakt.”

Hvis barnet slet ikke har samvær med den forælder, der anmoder om samvær, kan reglerne om kontaktbevarende samvær også blive relevante.

Hvad hvis bopælsforælderen nægter samvær uden grund?

Hvis bopælsforælderen gentagne gange nægter samvær uden rimelig grund, kan det få betydning i en sag om samvær eller bopæl. Det kan blive opfattet som manglende vilje til at støtte barnets kontakt med den anden forælder og dermed være det, man kalder for samværschikane. Læs mere om dette i artiklen om samværschikane.

Det kan for eksempel få betydning for:

• om samværet skal præciseres
• om der skal fastsættes erstatningssamvær
• om der skal fastsættes kontaktbevarende samvær
• om bopælsforælderen reelt støtter barnets relation til begge forældre
• om barnets bopæl bør vurderes på ny
• om der er tale om samarbejdschikane eller forældrefremmedgørelse

Det er vigtigt, fordi barnets ret til begge forældre i dag tillægges stor betydning. Hvis en forælder uden grund modarbejder kontakten til den anden forælder, kan det skade barnet og få juridiske konsekvenser.

Erstatningssamvær

Hvis et fastsat eller aftalt samvær ikke bliver gennemført, kan reglerne om erstatningssamvær blive relevante. Reglen fremgår af bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9:

“§ 9. Hvis et aftalt eller fastsat samvær ikke gennemføres, er der samvær i den efterfølgende uge i det tidsrum, som samværet skulle have været afholdt. Dette gælder dog ikke, hvis samværsforælderen aflyser samværet.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på enkeltstående samvær, overvåget samvær efter § 11 og samvær efter § 12.”

Det betyder, at der i nogle tilfælde automatisk kan være erstatningssamvær, hvis samværet ikke bliver gennemført. Reglen gælder dog ikke i alle situationer, og der kan være konkrete forhold, der gør, at samværet ikke bør gennemføres.

Forældreansvarsvejledningen beskriver også, at formålet med reglerne om erstatningssamvær er at modvirke, at samvær bortfalder uden videre.

Hvad bør bopælsforælderen gøre ved bekymring?

Hvis bopælsforælderen er bekymret for barnet, bør bekymringen håndteres sagligt og hurtigt. Det er vigtigt at dokumentere, hvad der konkret er sket, og hvorfor samværet vurderes problematisk.

Bopælsforælderen bør blandt andet:

• skrive konkrete hændelser ned med datoer
• gemme relevant skriftlig kommunikation
• undgå at inddrage barnet i konflikten
• kontakte Familieretshuset ved behov for ændring
• kontakte kommunen ved bekymring for omsorgssvigt
• kontakte politiet ved akut fare eller vold
• søge juridisk rådgivning, før samvær stoppes ensidigt

Det er sjældent nok at sige, at man “ikke føler sig tryg ved samværet”. Det er bedre at beskrive konkrete forhold: Hvad er sket? Hvornår skete det? Hvordan reagerede barnet? Hvilke oplysninger understøtter bekymringen?

Hvad bør samværsforælderen gøre, hvis samvær nægtes?

Hvis samværsforælderen oplever, at bopælsforælderen nægter samvær uden rimelig grund, er det vigtigt at reagere roligt og dokumentere forløbet.

Samværsforælderen kan for eksempel:

• gemme beskeder om aflysninger
• anmode om erstatningssamvær
• notere datoer for nægtet samvær
• møde op som aftalt, hvis det er forsvarligt
• skrive kort og neutralt til bopælsforælderen
• undgå trusler eller vrede beskeder
• søge om samvær hos Familieretshuset og eventuelt overveje, om det er nødvendigt også at søge bopælen
• søge juridisk rådgivning

Det er vigtigt ikke at eskalere konflikten foran barnet. Barnet skal så vidt muligt beskyttes mod forældrenes uenighed.

Få hjælp til nægtet samvær

Bopælsforælderen kan som udgangspunkt ikke nægte samvær uden en saglig og væsentlig grund. Barnet har ret til kontakt med den forælder, som barnet ikke bor hos, men barnets bedste og barnets sikkerhed kommer altid først.

Hvis du har brug for hjælp til nægtet samvær, kan du udfylde vores kontaktformular og få juridisk rådgivning om, hvordan du bør håndtere situationen, hvilke oplysninger der er vigtige, og hvilke muligheder du har efter reglerne om samvær.